Støtte og specialundervisning

10397836_626664670759567_7560139510827672644_n

Bieringhus Efterskole, er ikke en specialundervisningsskole; men vi oplever af og til, at visse af vore elever har brug for en eller anden form for støtteundervisning eller specialundervisning i fagene dansk og/eller regning/matematik. Derfor er en del af undervisningen tilrettelagt som 2 lærertimer eller deletimer for at give den enkelte elev den bedst mulige støtte i undervisningen. Der ud over tilbydes specialundervisning i dansk og matematik til de elever som PPR har visiteret til specialundervisning.

2 lærertimer og deletimer

På Bieringhus Efterskole tilbydes støtteundervisning i klassen i en del af undervisningstiden. Enten ved at der er 2 lærere til stede i klassen, eller ved at klassen deles så enkelte timer hver uge læses på små hold med 8-12 elever.

Specialundervisning

Idéen med vores form for specialundervisning er at give eleverne en oplevelse af, at de har mulighed for at deltage i undervisningen på lige fod med deres jævnaldrende kammerater. De følger altså den almindelige undervisning i dansk og matematik. F.eks. kan rigtig mange romaner og noveller fås som lydbøger. Det vil altså sige at et evt. læsehandicap ikke er nogen hindring for deltagelse i diskussioner om læste tekster i klassen. For at kunne modtage specialundervisning skal man, sammen med indmeldelsen, indsende en PPR-udtalelse. Denne PPR-udtalelse skal være stilet til Bieringhus Efterskole og bl.a. indeholde en anbefaling af specialundervisning og en udtalelse om elevens niveau i dansk og regning/matematik. (Vi optager ikke elever, der ligger under 5. klasses niveau). Vi kan kun optage et begrænset antal special-undervisningselever pr. skoleår!

Undervisningen kan foregå delvis ved hjælp af bærbare PC’er, men vi mener nu ikke, at computeren kan erstatte dialogen mellem lærer og elev. Vi betragter dog PC’en som et glimrende  hjælpemiddel. Eleverne medbringer egen PC med Officepakke, Bieringhus Efterskole stiller eventuelle specialprogrammer som bruges i undervisningen til rådighed

Specialundervisning i dansk består hovedsalig af stavetræning og læsetræning. Der ud over kan der i et vist omfang blive tale om lektiehjælp. Specialundervisning i regning/matematik beskæftiger sig hovedsalig med de fire regningsarter. Der ud over arbejdes med talforståelse. Dette foregår bl.a. ved at løse opgaver, der tager udgangspunkt i de ting vi omgiver os med i vores hverdag. I den sammenhæng, kan der blive tale om, at noget af undervisningen foregår udenfor skolen.