Kreativ

Vælg kreativt linjefag på Bieringhus Efterskole for sårbare og udsatte unge

Kreativt linjefag er for dig, som kan lide at bruge dine hænder og din fantasi. I det kreative værksted leger vi med former, farver og udviklingen af din helt egen stil.

Du kommer til at arbejde med forskellige materialer og teknikker og se dine idéer om designs og produkter blive til virkelighed.

Oplev den kreative proces – fra idé til færdigt produkt 

Nysgerrighed er det vigtigste, du skal have med i Bieringhus Efterskoles kreative værksted. Vi har allerede symaskiner, pensler, perler, maling, stof, papir, sakse, ståltråd, og hvad man ellers kan ønske sig. Vi mangler bare dig, der brænder for at skabe malerier, brugskunst, ‘fashion design’ eller noget helt fjerde.

Men bare rolig! Ingen forventer, at du kan det hele i forvejen. Vi guider dig til selv at planlægge og udføre hele den kreative proces fra din første skitse til du står med et færdigt produkt i hænderne. I løbet af året lærer du om forskellige materialer som papir, stof og lærred. Ligesom vi klæder dig på med teknikker og udtryksformer indenfor bl.a. tegning, akvarel- og oliemaling, collage og modellering.

Mød professionelle kunstnere og udstil dine egne værker 

I kreativt linjefag kommer du både til at arbejde alene og med gruppeprojekter. Du lærer at fortælle om dit produkt og din proces, så andre forstår tankerne bag – og du lærer at præsentere dit værk visuelt, så det ser flot ud i en udstilling.

Vi bruger tid på at tale om vores egne og hinandens valg af materiale, teknik og udtryk, og vi går på opdagelse i Esbjerg for at diskutere den lokale kunst i byrummet.

I ligefagsugen er der tid til at fordybe dig i større projekter. Vi skal også på studiebesøg* hos udøvende, professionelle kunstnere for at se deres værker og høre om deres kreative proces, så vi kan blive inspireret til nye projekter i og udenfor skolen.

 

*Der er en mindre deltagerbetaling forbundet med linjefagsugen.